... "Halvtreds år senere sidder du i en anden bil, en lejet bil denne gang, da du ikke selv ejer en, en skinnende ny Toyota Corolla, som du har kørt de sidste tre timer på vej tilbage fra Connecticut til dit hus i Brooklyn. Det er august 2002. Du er femoghalvtreds år gammel og har kørt bil siden du var sytten, altid talentfuldt og sikkert, kendt blandt alle der nogensinde har kørt med dig som en god chauffør, uden nogen uheld på samvittigheden bortset fra en enkelt ridset kofanger i løbet af næsten fyrre år bag rattet. Din kone sidder på forsædet til højre for dig, og på bagsædet ligger din femtenårige datter (som netop er blevet færdig med en sommers teaterkurser på en skole i Connecticut) henslængt, sovende på de tæpper og puder der har fungeret som sengetøj den seneste måned. Bagi ligger også din hund og sover, den forpjuskede, herreløse køter du og din datter tog med hjem fra gaden for otte år siden og navngav Jack (opkaldt efter Jack Wilton, helten i Nashes "The Unfortunate Traveller"), og som har været et højt elsket, om end skingrende skørt medlem af husholdningen lige siden. Din kone, som bekymrer sig om mangt og meget, har aldrig bekymret sig over din kørsel og har faktisk ofte komplimenteret dig med hvor godt du klarer forskellige trafikale situationer: Når du overhaler andre biler på flersporede motorveje, for eksempel, eller navigerer gennem labyrintiske gader i centrum af byer, eller snor dig ad slyngede landeveje. Men i dag fornemmer hun at der er noget galt, at du ikke koncentrerer dig tilstrækkeligt, at din timing er en smule forkert, og hun har flere gange sagt til dig, at du skal passe på hvad du gør. På nuværende tidspunkt burde du vide bedre end at drage visdommen i din kones ord i tvivl, for hun besidder en skræmmende evne til at læse andres tanker, til at se ind i andres sjæl, til at opsnuse skjulte understrømme i ethvert menneskeligt tableau, og du har, igen og igen, undret dig over hvor nøjagtige hendes instinkter har vist sig at være, men netop i dag er hendes ængstelighed så intens at det begynder at gå dig på nerverne. Er du måske ikke kendt som en god chauffør? spørger du. Har du nogensinde været indblandet i en ulykke? Ville du nogensinde gøre noget der kunne bringe de mennesker du elsker højest i fare? Nej, siger hun, selvfølgelig ikke, hun ved ikke hvad der går af hende, og da I når til betalingsanlægget ved Triborough Bridge siger du: Så, nu er vi her, New York City, næsten hjemme, og så lover hun ikke at sige et ord mere om din kørsel. Men der er noget galt, selv om du ikke vil indrømme det, for det her er 2002, og der er allerede sket så meget i dette de ubehagelige overraskelsers år, så hvorfor skulle du ikke også have mistet din evne til at føre et motorkøretøj? Det værste af det hele var din mors død midt i maj (hjerteanfald), hvilket chokerede dig, ikke fordi du ikke vidste at mennesker på syvoghalvfjerds kan dø uden varsel og også gør det, men fordi hun tilsyneladende var ved godt helbred, og dagen inden den sidste dag i hendes liv talte du med hende i telefonen, og hun var i højt humør, fortalte vittigheder og så morsomme historier at du sagde til din kone efter at du havde lagt på: "Det er år siden hun har lydt så glad". Din mors død var det værste, men der var også blodproppen i dit venstre ben, opstået under en ni-timers flyvetur til København i begyndelsen af februar, hvilket holdt dig sengeliggende i ugevis og tvang dig til at gå med stok i måneder bagefter, for ikke at tale om de problemer du har haft med øjnene, først en rift i hornhinden i venstre øje og så en rift i hornhinden i højre øje nogle uger senere, efterfulgt af gentagne, helt og aldeles vilkårlige tilfælde i det ene eller det andet øje i løbet af de næste mange måneder, og skaden sker altid mens du sover, hvilket betyder at der ikke er noget du kan gøre for at forhindre det (idet den salve din øjenlæge har udskrevet til dig ikke virker), og de morgener hvor du vågner op med endnu en hornhinderift er smerten voldsom, da øjet ubetvivleligt er kroppens mest følsomme og sårbare del, og efter at du har dryppet øjet med de smertestillende dråber lægen har givet dig til den slags nødstilfælde, går der normalt fra to til fire timer før smerterne begynder at fortage sig, og i den tid er der intet du kan foretage dig ud over at sidde med en kold klud på det angrebne øje, som du holder lukket, for hvis du åbner øjet, vil det føles som om du får stukket en nål i det. Så du var belejret i seks måneder af en omgang kabineben og fik konstateret kronisk tørre øjne, og desuden var der dit livs første virkelige panikanfald, hvilket fandt sted bare to dage efter din mors død, efterfulgt af flere andre i dagene derefter, og i et stykke tid nu har du haft en fornemmelse af at du er ved at gå i opløsning, at du, som engang var selve naturens stærke mand, i stand til at modstå ethvert angreb indefra såvel som udefra, uimodtagelig for de somatiske og psykologiske pinsler der plager resten af menneskeheden, ikke længere er den mindste smule stærk og hastigt er ved at blive til et nedbrudt vrag. Din læge har givet dig en recept på piller, der skal holde panikanfaldene under kontrol, og måske påvirker disse piller dine evner som chauffør denne eftermiddag, men det virker usandsynligt for dig, da du har kørt med pillerne i kroppen før, og hverken du eller din kone har nogensinde bemærket det. Hæmmet eller ej, I har nu passeret betalingsanlægget ved Triborough Bridge og har taget fat på den sidste etape af hjemturen, og mens I kører gennem byen tænker du ikke på din mor eller dine øjne eller dit ben eller de piller du tager for at holde panikanfaldene på afstand. Du tænker udelukkende på bilen og på de fyrre eller halvtreds minutter det vil tage at nå frem til huset i Brooklyn, og nu hvor din kone er faldet til ro og ikke længere synes at være nervøs over din kørsel, er du også mere rolig og der sker ikke noget usædvanligt mens I tilbagelægger afstanden fra broen til udkanten af det kvarter I bor i. Det er sandt nok at du skal tisse, at din blære har sendt signaler til dig de sidste tyve minutter, stadigt mere hyppige og desperate signaler, og derfor kører du lidt hurtigere end du måske burde, idet du er dobbelt ivrig efter at komme hjem, hjem for hjemmets skyld, selvfølgelig, og dermed lettelsen ved at undslippe bilens indelukkede rum, men også fordi at komme hjem vil give dig mulighed at løbe ovenpå og lette dig, og selv om du skynder dig lidt mere end du burde, er alt vel, og I er nu kun to et halvt minut fra jeres gade. Bilen bevæger sig ned ad Fourth Avenue, en grim strækning med faldefærdige beboelsesejendomme og tomme lagerbygninger, og fordi fodgængere er usædvanlige på disse gader, behøver bilister kun sjældent at bekymre sig om folk der krydser vejen, og derudover er der grønt lys i længere tid ad gangen end på andre veje, hvilket tilskynder bilister til at køre hurtigt, for hurtigt, ofte langt hurtigere end hastighedsbegrænsningerne tillader. Dette er ikke noget problem hvis man skal ligeud (og det er jo derfor at du har valgt netop denne rute: Fordi den vil bringe jer hjem hurtigere end nogen anden), men modkørende trafik kan gøre venstresving temmelig risikable, idet man skal dreje mens der er grønt, og mens der er grønt for dig, er der også grønt for de biler der kommer susende imod dig fra den modsatte retning. Nu, hvor I kommer til krydset mellem Fourth Avenue og Third Street, hvor I skal svinge til venstre for at komme hjem, standser du bilen og venter på et ophold i trafikken, og pludselig glemmer du det din far sagde til dig da han lærte dig at køre for næsten fyrre år siden. Han var selv en håbløs og inkompetent chauffør, en uopmærksom, dagdrømmende bilist som flirtede med katastrofen hver eneste gang han satte nøglen i tændingen, men på trods af alle sine mangler bag rattet var han en fremragende lærer, og det bedste råd han nogensinde gav dig var dette: Kør defensivt, ud fra den antagelse, at alle andre på vejen er stupide og sindssyge; tag intet for givet. Du har altid haft disse ord forrest i din bevidsthed, og de har tjent dig godt alle disse år, men nu, fordi du er desperat efter at få tømt blæren, eller fordi en pille har påvirket din dømmekraft, eller fordi du er træt og således ikke tilstrækkeligt opmærksom, eller fordi du er blevet til et nedbrudt vrag, beslutter du impulsivt at tage chancen, hvilket vil sige at køre offensivt. En brun varevogn er på vej imod dig. Den kører hurtigt, ja, men ikke mere end halvfjerds i timen, højst firs, og efter at have taget mål af afstanden til varevognen fra det sted hvor du holder i forhold til varevognens hastighed, er du sikker på at du kan nå at svinge til venstre og komme gennem krydset uden problemer - men kun hvis du handler hurtigt og træder på speederen nu. Dine beregninger er dog baseret på en formodning om at varevognen kører et sted mellem halvfjerds og firs kilometer i timen, hvilket ikke passer. Den kører hurtigere, mindst halvfems, måske endda hundrede, og da du begynder at dreje og manøvrere gennem krydset, er varevognen derfor pludseligt og uventet over jer, og da du kigger fremad og ikke mod højre, ser du ikke varevognen da den smadrer ind i jeres bil - et sammenstød i en vinkel på halvfems grader, direkte ind i fordøren i passagersiden, den side hvor din kone sidder. Braget er tordenagtigt, lammende, kataklystisk - en eksplosion høj nok til verdens undergang. Du har det som om Zeus har kastet en lynkile efter dig og din familie, og et øjeblik efter snurrer bilen rundt, ude af kontrol, drejer om sin egen akse ned ad gaden indtil den kolliderer med en lygtepæl af metal og bringes til et pludseligt og metallisk skingert stop. Så bliver alting stille, hele universet er indkapslet i stilhed, og da du omsider bliver i stand til at tænke igen, er din første tanke at du er i live. Du kigger på din kone og ser, at hendes øjne er åbne, at hun trækker vejret og dermed også er i live, så vender du dig om og kigger på din datter bagi, og hun er ligeledes i live, flået op fra søvnens dybder af det dobbelte slag fra varevogn og lygtepæl; hun sidder op og betragter dig med store, forvirrede øjne, hendes læber hvidere end nogen læber du nogensinde har set, læber så hvide som det papir du skriver på nu, og det går op for dig, at hun er blevet reddet af de tæpper og puder hun lå på, reddet af den kendsgerning at éns muskler er helt afslappede når man sover, og derfor er ingen knogler brækket, hendes hoved er ikke blevet hamret ind i hårde overflader, og hun skal nok blive rask, hun er rask, og det samme gælder hunden, som også lå og sov på tæpperne og puderne. Så vender du dig atter om og kigger igen på din kone, som var tættest på det sted hvor selve kollisionen fandt sted, og på grund af den måde hun sidder der ved siden af dig på, så stille, så stum, så fraværende i forhold til sine omgivelser, frygter du at hun har brækket halsen, hendes lange, slanke hals, den smukke hals der er selve billedet på hendes ekstraordinære skønhed. Du spørger hende om hvordan hun har det, om det gør ondt og i så fald hvor, men hvis det lykkes hende at svare dig er hendes svar så dæmpet, ytret så lavmælt at du ikke kan høre hvad hun siger. På dette tidspunkt er du blevet opmærksom på støj uden for bilen, der sker ting rundt omkring jer, flere ting på én gang, og den mest påfaldende er den skingre stemme tilhørende den kvinde der kørte varevognen, som hopper omkring på gaden mens hun udslynger vrede uforskammetheder mod dig for at være skyld i ulykken. (Du finder senere ud af, at hun kørte uden kørekort, at varevognen ikke var hendes og at hun havde haft problemer med loven ved flere tidligere lejligheder hvilket må være grunden til hendes voldsomme vrede, da hun var bange for igen at komme i karambolage med lovens lange arm men som hun står der og råber ad dig, væmmes du ved hendes egoisme, rystet over at hun ikke engang gider besvære sig med at spørge om du og din familie er okay.) Som for at bortradere denne kvindes (som, for at bruge din fars ord, er både stupid og sindssyg) forkastelige opførsel sker der et lille mirakel. En mand kommer gående ned ad Fourth Avenue, den eneste fodgænger på en trafikeret gade hvor der normalt aldrig færdes fodgængere, og stik mod al fornuft, al logik, alle antagelser om hvordan verden menes at hænge sammen, er denne mand klædt i hvid hospitalsuniform, han er en ung læge af indisk afstamning, med glat brun hud og et usædvanligt kønt ansigt, og da han ser hvad der netop er sket, går han hen til bilen og begynder roligt at tale til din kone. Der er ikke længere glas i vinduet, hvilket gør det muligt for ham at læne sig ind og tale til hende med dæmpet stemme, med sin beroligende indiske stemme, og mens du lytter til ham stille alle de standardspørgsmål en neurolog ville stille en patient - Hvad hedder du? Hvilken dato er det i dag? Hvem er præsident? - forstår du, at han gør alt hvad han kan for at holde hende ved bevidsthed, for at forhindre hende i at gå fuldstændig i chok. Sammenstødets kraft taget i betragtning undrer det dig ikke, at hun på dette tidspunkt ikke længere kan se farver, at verden foran hende kun er synlig i sort/hvid. Lægen, som ikke er noget åndesyn, men en virkelig mand (men hvordan skulle du kunne opfatte ham som andet end en guddommelig ånd som er kommet for at redde din kone?), bliver hos hende indtil ambulancen og redningsholdet kommer. Du og din datter og Jack er stået ud af bilen nu, men din kone må ikke røre sig, alle er bange for at hun kan have brækket nakken, og mens du står der og betragter brandmændene skære højre fordør op med et instrument kendt som livets kæber, studerer du den smadrede bil og kan ikke fatte at du stadig trækker vejret. Bilen ligner et mast insekt. Alle fire dæk er flade, vredet udad, maste, passagersiden er trykket ind, og bagenden, som du nu ser var den del af bilen som ramte lygtepælen, er krøllet sammen og der er ikke glas i bagruden længere. Langsomt spænder ambulancefolkene din kone fast til en båre for at holde hende ubevægelig, de skubber hende ind i en ambulance, du og din datter bliver anbragt i en anden ambulance, og så begiver I jer alle af sted mod traumecentret på Lutheran Medical Center i Bay Ridge. Efter to CT-scanninger og et antal røntgenbilleder meddeler lægerne at der ikke er nogen brækkede knogler i din kones ryg eller nakke. Glade, I er alle sammen glade nu, på trods af dette livtag med døden, og da I sammen forlader hospitalet fortæller din kone spøgefuldt at den læge der stod for CT-scanningen havde sagt til hende, at hun havde den smukkeste, den mest perfekte hals han nogensinde havde set ..."