Glasgow 31. marts

Jeg var spændt på at finde ud af om jeg kunne forstå det engelsk de taler i Glasgow. En skotsk familie i lufthavnen gjorde mig lidt nervøs, jeg forstod kun små brudstykker af det de sagde...

http://zibet.net/glasgow-2008/fra-fly-1.jpg

Det var første gang jeg prøvede at skulle med bus ud til flyet, måske fordi flyet ikke var ret stort. Det var et 50 personers fly, en Embraer RJ145. Det var opdelt i en række med to sæder og en rækker med et sæde, jeg var heldig at sidde på enkeltsæde-rækken, jeg synes der var bedre plads end normalt når jeg flyver. Det var meget begrænset plads til håndbagage, jeg var ikke heldig at slippe af med mit. Turen gik fint og jeg fik taget en god lur undervejs.

Jeg tog en taxi til hotellet, turen gik fint og jeg kunne forstå det meste af chaufførens small talk.

http://zibet.net/glasgow-2008/hilton-1.jpg

Hotellet var fint. Værelset var ret småt og der var intet køleskab -- til gengæld er der både buksepresse og strygebrædt og strygejern.

http://zibet.net/glasgow-2008/hilton-2.jpg

Påtrods af at protestanter og katolikker stadig er så seriøse at de sommetider slår hinanden ihjel, så er de ikke specielt religiøse herovre, kun 2% går regelmæssigt i kirke. De er meget progressive hvad angår kirker, fx ligger der en kirke kort fra mit hotel der er elegant er omdannet til pub/cafe/restaurant/diskotek. Det virker som om vi er mere konservative med vores brug af kirker i Danmark.

Jeg fik pakket lidt ud og gik derefter en tur for at finde ud af hvad der lå i nærområdet og skaffe lidt forsyninger. Jeg var lidt for langsom, for mange steder lukker de kl. 22 og det var ca. der jeg gik ud. Jeg fandt dog en 24 timers Spar der kunne supplere mig med en Cherry Coke (den var god), salt & vinegar chips (chips med eddike er en britisk specialitet, jeg var ikke helt ovebevist) og fik også fingrene i en solid omgang fish & chips, som påtrods af at det kom fra en montre under en varmelampe faktisk var helt ok.

http://zibet.net/glasgow-2008/fish-n-chips-1.jpg

Resten af aftenen gik med at læse lidt og lave ingenting. Det var min plan at være længe oppe nu jeg havde chancen for også at sove længe...